Schow

 

Susanne Stoltze Saltoft

Præst Johan Henrich Hansen Scow og Catharina Regelsen er mine direkte aner i 8. generation.

 

 

Johan Henrich Hansen Schow er født i Ribe d. 10. december 1701 kl. 8 om morgenen som tvilling.

Hans fader, der hed Hans Pedersen Schow, var på det tidspunkt toldinspektør, men havde tidligere været urmagersvend og derefter brygger i København. Det har vel nok været lettere at skifte stilling dengang end nu. Mens han var i København, blev han gift med en enke, der hed Mette Marcusdatter Kiøge.

 

Johan Schows farfader var præst i Brøndbyvester og -øster, han hed Peder Schow Jespersen og var 1661 blevet ordineret af biskop Hans Svane. Schow skriver, at farfaderen var den første sognepræst, som efter enevældens indførelse blev kaldet umiddelbart af kongen uden menighedens samtykke.

Familien stammer fra Skåne, hvor, efter Schows beretning, nogle medlemmer af den skal være blevet adlet under navnet Gyldenschow.

 

Johan Henric Hansen Schow gik først i den danske skole, hvor han lærte regning og skrivning. Han ville gerne i latinskolen, men kunne ikke opnå sine forældres samtykke, hvorfor han hemmeligt bad latinskolens rektor om hjælp, hvad der førte til, at han 1712 kom i latinskolens 1. lektie, men samme år døde hans moder, og hans fader blev syg og døde et par år efter.

 

Efter moderens død kom han i købmand Andreas Mahlers hus, hvor han fik løfte om ophold og frihed til skolegang. Men her havde han det ondt og blev efter faderens død behandlet som en simpel gårdsdreng, hvis gerning han måtte udføre. Han måtte stjæle sig til at lære, hvad han havde for i skolen, når ingen så det. Købmanden ville nemlig gøre ham ked af skolen, for at han kunne sætte ham til handel. Han havde tilmed det uheld, at skolens nye conrektor (første lærer efter rektor) Christian Falster (kendt forfatter og filolog) blev forlovet med købmandens

svigerinde og gjorde sit bedste for at gøre Schow ked af skolegangen og nogle gange »trakterede ham meget ilde«. Denne elendighed varede i 4 år, dog nåede han op i 4. lektie, men der fik han en hører, som ville behage conrektoren og købmanden og søge at få Schow til at opgive skolegangen.

 

Det førte imidlertid til, at han, 14 år gl., 16. marts 1716 om aftenen forlod Ribe, hvor han ikke mere havde venner og pårørende, for at gå til København, hvor han mente at have mange.

Påskeaften nåede han med et skib fra Haderslev til København, efter at han på flere måder havde erfaret, at han var under Guds forsyn. Han blev vel modtaget af sin faster og fik løfte om skolegang i Frederiksborg skole sammen med hendes to sønner. Rektoren dér ville dog ikke modtage ham, før han fik et vidnesbyrd fra Ribe skole om hans liv og levned. Det lykkedes at få dette tilsendt, og han blev nu optaget i 3. lektie.

Han var altså gået en lektie ned, men han fik herefter 4 mk. ugentlig af skolens penge og var nr. 1 i 3. lektie i et år, hvorefter han kom i mesterlektien, hvor han blev i 3 år til 1720, da han med godt vidnesbyrd blev sendt til

Københavns universitet. Da han ikke havde midler til at fortsætte studeringerne, måtte han tage plads som huslærer et år hos sognepræst Haberdorph i Tostrup og Ugerløse, der dengang var ét pastorat. Haberdorph var hans fasters stedsøn.

 

Efter at have været i København og taget filosoficum med 1. karakter tog han plads som huslærer på Bonderupgaard i ovennævnte Tostrup sogn, men da han ikke var tilfreds med denne plads, rejste han til Norge for at prøve lykken. På denne rejse, som foregik med skib fra København, erfarede han igen Guds nådige forsyn, for det blev et voldsomt uvejr, så skibet i 3 dage drev for »takkel og tov«. Han nåede dog sit mål og blev en tid medhjælper hos en svagelig præst, ligesom han hos en anden præst underviste nogle af dennes elever i hebraisk.

Derefter kom han til Christiania (Oslo), hvor han fik en god plads som lærer for en rigskommissærs søn og selv havde lejlighed til at lære meget.

Han prædikede af og til, blev tilbudt et par stillinger som kapellan, hvad han afslog, da han ikke havde teologisk eksamen og heller ikke den fornødne alder. Han blev så afholdt af menigheden, at den gav ham et årligt offer.

 

1726 rejste han til København, hvor han kort efter tog teologisk embedseksamen og holdt dimisprædiken, begge dele til 1. karakter. Om vinteren blev han ved universitetet, derefter underviste han en ung mand til studentereksamen og blev så hovmester for konferensråd Peder Bentzons 4 børn på Geddesdal med løfte om at nyde forfremmelse til præsteembede.

Her blev han i næsten 4 år og »nød stor gunst og yndest«. I de 4 år blev der ingen præsteembeder på godset ledige, men da han havde så god en plads, som han kunne ønske sig, søgte han ikke præsteembede, skønt han af en højtstående person var blevet anbefalet til v. Holstein, der var kammerherre hos kronprinsen.

Schow fik dog ofte ordre til at prædike for det kgl. herskab i hofpræstens forfald.

Derved indlagde han sig større nåde, end han havde ventet, især hos markgrevinden, der engang forærede ham 20 rdl. Markgrevinden var kronprinsens svigermoder, der fik stor indflydelse med hensyn til præsteansættelser, da hendes svigersøn, Christian VI, blev konge 1730.

 

1731 fik Schow bud om at melde sig hos en hoffrøken v. Seidowitz, som han aldrig havde talt med, og hvis navn han næppe kendte. Han efterkom ordren, og frk. Seidowitz fortalte ham, at markgrevinden var ham særlig nådig, og spurgte, om det var hans agt at ville være præst, hvad han besvarede med et underdanigst ja. På et spørgsmål, om han havde søgt kald, svarede han, at det havde han ikke, da han ikke havde den nåde at være kendt ved Frederik IV’s hof.

Hertil svarede frøkenen: »Da er han bekendt ved dette hof, og jeg har ordre til at sige ham, at når han vil søge præstekald, skal han levere mig sin ansøgning, som jeg skal levere til markgrevinden, der vil forestille den for kongen«.

Vi får herved et indblik i, hvorledes det dengang gik til ved embedsbesættelser. Havde man de rette forbindelser, var der store muligheder for at komme i betragtning, havde man ikke sådanne forbindelser, var det næsten håbløst at indsende en ansøgning. Christian VI var personlig stærkt interesseret i at få pietistiske præster anbragt i betydningsfulde embeder, og når de flyttede, søgte han at skaffe dem efterfølgere, som kunne fortsætte gerningen; men det var ikke tiltalende, at man skulle om ad svigermor og hendes hofdamer for at få kongens udnævnelse.

 

Schow skyndte sig dog ikke med at søge embede, men da han hørte, at Kerteminde-Drigstrup sognepræsteembede var ledigt, gik han til frk. Seidowitz med en ansøgning om dette embede. Nogen tid efter, da der var bragt aviser ud til Geddesdal, læste han med største forundring, at han var kaldet til sognepræst ved Sct. Mortens kirke i Næstved, som han ikke havde søgt.

Han tog til København for at tale med frk. Seidowitz. Hun gratulerede ham med kongens dobbelte nåde, som bestod i, at skønt det var bestemt, at han skulle til Kerteminde, havde han fået lov at blive på Sjælland, da han helst ville det. Dette forstod han intet af, men hun fortalte så, at hans formand i embedet i Næstved, Oluf Bager, havde sagt det. Schow var stadig uforstående.

Han havde kun set Oluf Bager én gang, og da var der ikke talt om den sag, men det var egentlig rigtigt, han forstod blot ikke, hvorfra Bager havde sin viden.

 

Da Schow blev lovet forfremmelse, hvis han blev ked af at være i Næstved, tog han »med fornøjelse« mod kaldet, blev ordineret tillige med 3 andre og blev indsat i embedet 16. s. e. trin. 1731. Han blev i Næstved i 17 år, skønt der var meget arbejde. Der var nemlig en mængde prædikendage, hvoraf en del var afskaffet, allerede da Schow skrev sin beretning. Han skriver, at han var meget yndet af sin menighed, og at han var vel fornøjet med den. Men da indkomsterne formindskedes, fordi der blev færre familier i sognet, medens hans egen familie blev større, så han sig nødsaget til at tænke på forflyttelse. Han havde søgt 3—4 embeder, men på grund af den store forandring ved det kgl. hof (Frederik V er blevet konge, og pietisterne er ikke længere de foretrukne) havde disse ansøgninger været forgæves.

 

Da Højby kald blev ledigt, besluttede han sig til at søge det, idet han mente, det var »roligere og fornøjeligere at være i en landsby end i en købstad«. Han havde imidlertid kun ringe håb om at få det, hvorfor han kun gjorde sig ringe anstrengelser. Sådan skriver han selv, men man har indtryk af, at han gjorde, hvad han kunne. Da han havde besluttet sig til at søge forflyttelse, »var gode råd dyre«, skriver han, for han kendte ingen ved hoffet, som kunne hjælpe ham.

Han fandt dog på råd, for han kendte grev Johan Ludvig Holstein, der nu var geheimeråd. Til ham skrev han og bad om hjælp. Det havde ikke hjulpet ved de ansøgninger, han hidtil havde sendt, men samtidig med ansøgningen om Højby kald skrev han til Holstein, der svarede, at dette embede var lovet til en anden, men hvis han var i stand til at prædike på tysk, kunne han måske hjælpe ham til embedet i Kastellet. Det tør Schow dog ikke påtage sig; men nogen tid derefter får han brev fra Holstein, at han alligevel er blevet sognepræst i Højby.

 

Schow ser heri en guddommelig forsynsstyrelse. Han blev indsat i Højby kirke 6. s. e. påske 1748.

Schow frygtede, at Haagen, der havde været kapellan hos Nyegaard, skulle fortsætte som kapellan, men det varede ikke længe, inden han fik at vide, at Haagen skulle være hans efterfølger ved Sct. Mortens kirke i Næstved. Der var også en anden ting, han var bange for, nemlig at han skulle yde lige så stor pension til madam Nyegaard, som hendes mand i sin tid var blevet pålagt at yde sin formands enke, men han slap med at yde den sædvanlige pension.

 

Kort efter at Schow var kommet til Næstved, var han blevet gift med Cathrine Regelsen, der var datter af en birkedommer. I dette ægteskab blev født 5 døtre og derefter 6 sønner. Den ene søn var dog dødfødt, og en anden døde som lille; af døtrene døde 2 som børn, men der var dog 7 børn tilbage.

 

Højby pastorat var ikke alene det største, men også det folkerigeste i herredet.

Som nævnt var Schow pietist. Han har uden tvivl været en veltalende mand og en betydelig prædikant på pietistisk vis. Hans selvbiografi viser, at han var glad for at blive påskønnet. Man kan også kalde ham selvglad, men på en måde, så man ikke frastødes deraf, men er tilbøjelig til at smile ad den lidt barnlige selvglæde. Han har nok været en meget flittig mand, det vidner hans skriverier om, de vidner også om, at han kunne give god besked om det, der havde hans interesse. Han har også haft sans for historie og for, at eftertiden skulle vide besked om hans egen tid og tiden forud. På nogle områder har han haft gode evner, man kan måske sige, at han har været rigt begavet, men han har ikke været nogen god menneske-kender; derom mere senere.

 

Det er rimeligt, at der er kommet mere kirkeligt liv i sognet, da pastor Schow kom hertil. Måske man kan tale om vækkelse. Når der senere synes at have været mere åndeligt liv i nogle landsbyer end i andre, er det muligt, at begyndelsen skal føres tilbage til Schows tid, uden at vi dog kan sige noget sikkert derom. Som tidligere nævnt fik Schow nok lov at høste noget, hvor Nyegaard havde sået.

Medens Schows forhold til menigheden var godt, og han var glad for gerningen som præst i Højby, blev hans tid her ikke så lys og let som tiden i Næstved, idet han fik personlige skuffelser og modgang at kæmpe med, og han blev heller ikke fri for familiesorger.

1760 var Schow meget syg. Da provst Arctander meddeler dette, tilføjer han: »Gud helbrede ham, at han må leve, thi han er en duelig og flittig mand, men hans arbejde i den store menighed har nok været ham for tungt«. Schow kommer sig, så han igen en tid kan passe sit embede, men helt rask bliver han dog ikke. Et par år efter skriver Schow til biskoppen om sin sygdom. Endnu har han kunnet passe embedet, men han kan ikke blive ved uden medhjælp. Han har endnu 5 uforsørgede børn (de fleste er dog voksne), hans gang er tung, han »kan ikke se uden glasøjne, tænderne falder bort og hukommelsen slår meget fejl«.

Han mener, han har haft det for strengt i Næstved. Han har været i embede 30½ år og er 60 år gammel.

 

Pastor Schow døde 18. marts 1765 63 år gammel. Provst Cruse holdt ligprædiken over ham.

Link til side om Højby Kirke

Kilde til ovenstående er "Højby sogn for 200 år siden"

af Chr. Mikkelsen. Link til hele bogen i PDF.

 

 

Min realtion til Johan Schow og Catharina Reggelsen:

 

Johan Henrich Hansen Schow 1701 - 1766, sognepræst i Næstved og Højby

+ Catharina Regelsen 1707 - 1799

 

Wendele Catharina Johandatter Schow 1733 - 1798 død i Aulum

+ Carl Christian Christensen 1734 - 1787, fourageforvalter

 

Hans Christian Christensen 1777 - 1834, snedker. Iflg. hans svoger, pastor Eiler i Aulum er han døv og særling.

+ Mette Margrethe Nielsdatter Aarbjerg 1775 - 1850, født i Torsted

 

Carl Christian Ejerslev Hansen 1803 - 1874, tømrer og Hjulmand. Født på Mors.

+ Johanne Marie Lovise Henrichsdatter 1809 - 1874

 

Jens Martinus Hansen 1839 - 1915, smed og handelsmand i Tjæreby, Terslev

+ Ane Sophie Pedersen 1846 - 1892

 

Jens Aksel Albert Hansen 1882 - 1968, snedker, møllebygger og fabrikant

+ Maren Sophie Nielsen 1888 - 1951, modehandlerske

 

Ellen Oline Saltofte Hansen 1905 - 1995

+ Alfred Ernst Christiansen 1901 - 1950, stabsofficiant

 

Birthe Saltoft Christiansen 1930 - 2007, overfuldmægtig

+ Kjeld Tage Stoltze Larsen 1924 - 1984, grosserer

 

Susanne Saltoft Larsen 1995